Sider

Presse

Du kan frit downloade billeder fra Grøntsagsfestival her
Hvis du skal bruge dem i et andet format, så skriv til katrine@frugtformidlingen.dk

Pressemeddelelse

Muld, Magi og Mad - Grøntsagsfestival10 – lær mere end din knoldselleri!
3 dage foran Øksnehallen i København; 27. 28. og 29. august 2010
Kontakt: Trine Krebs, tlf: 26 71 32 54, trine@frugtformidlingen.dk
www.grontsagsfestival.dk

Alle er velkomne til festival for muld, magi og mad, igen i år på Vesterbro i tre dage i august 2010. Grøntsagsfestival 2010 fejrer friskhed, mangfoldighed og dygtige avlere såvel som hjemmedyrkere. ”Vi forsøger at overraske forbrugerne med, hvor meget der gror fantastisk godt i den danske muld, vi deler smagsprøver ud, vi sælger skønne grøntsager og sætter grøntsager ind i en kulturel ramme med musik og poesi, så både børn og voksne kan få fyldt alle sanser med glade grøntsagsoplevelser”, siger initiativtager Trine Krebs fra Frugtformidlingen.

Danske avlere laver grøntsagerne til verdens bedste restaurant – hverdagsmaden vil også være med
Avleren, som leverer til Noma,Søren Wiuff, er med på Grøntsagsfestival 2010. Ud over at landets fineste restauranter efterspørger hans grøntsager fra Lammefjorden, mærker Søren Wiuff en stigende bevidsthed hos hverdagens forbrugere: ”Flere og flere forbrugere kommer og handler ind til deres hverdagsmad hos os på Brogård. ”Al den fokus der er på restauranter, giver forbrugerne smag for gode grøntsager”, siger Søren Wiuff.

Smagen er vigtig
Nogle grøntsager er i familie og smager derfor mere ens end andre. Nogle skal spises med det samme efter høst, mens andre "vinder" ved at ligge.
"Rodgrøntsagerne stopper med at vokse, når det bliver koldt. Men de kan sagtens ligge i jorden, i kule eller i kølehus og spises i løbet af vinteren fortæller seniorforsker Merete Edelenbos fra Institut for Fødevarekvalitet ved Århus Universitet. "Danmark har jord, klima og avlerne har know how omkring dyrkning og opbevaring, ja alt hvad der skal til, for en stor og mangfoldig grøntsagsproduktion. Frøfirmaerne ligger inde med sorter, som varierer i farve, smag og tekstur. Vi kan undre os lidt over, at grønsagernes mangfoldighed ikke fylder mere i danskernes bevidsthed. Derfor sætter vi fokus på grønsagers mangfoldighed på festivalen".

Grøntsager skaber mangfoldigheden på tallerknen
”Det er i grøntsagerne, at vi finder den store variationchance i vores måltider” – sådan har Erwin Lauterbach talt grøntsagernes sag igennem et helt liv som kok og køkkenchef. ”Grøntsagerne kommer med farver, smag og tekstur som ingen andre ingredienser kan skabe, og som kok er jeg helt afhængig af en stor mangfoldighed i grøntsager, så jeg kan skabe spændende menuer året rundt."

Fakta om Grøntsagsfestival 2010
• Avlere og hjemmedyrkere fra hele landet kommer og viser og sælger varer – alt kan købes med hjem.
• Hver dag laver kokke og madentusiaster smagsprøver på den danske avl.
• Fra Grøntsagstronen optræder madeksperter, avlere og grøntsagsentusiaster med poesi, oplæg om avl, mad og råvarer og musik.
• Bag Grøntsagsfestivalen står Dansk Gartneri, Madmessen Eat, Frugtformidlingen, avlere og madentusiaster.
• Sidste år lagde 6000 gæster vejen forbi Grøntsagsfestival.

Hvorfor en grøntsagsfestival?
TRINE KREBS, FRUGTFORMIDLINGEN – initiativtager og grøntsagselsker:
”Jeg vil gerne fortælle, at glæden ved at spise grøntsager bliver større hvis vi får øjnene op for hvor meget friskhed, mangfoldighed og dygtige grøntsagsavlere betyder i den sammenhæng” Derfor en grøntsagsfestival – fordi god grøntsagsmadkultur handler om meget mere end sundhed…det handler om forståelse for jord, tilberedning, skønhed og velsmag”