I år flytter Grøntsagsfestival ud på Refshaleøen, og bliver en del af den store nye madfestival MAD Foodcamp - som i år har vegetabilier som tema, og derfor smelter perfekt sammen med Grøntsagsfestival. Sæt stort kryds i kalenderen den 27. og 28. august fra 10-18, og følg udviklingen på Mad Foodcamps hjemmeside.
På MAD’s (udtales på engelsk) festivalplads på Refshaleøen vil du kunne møde kokke fra hele verden, spise i gadekøkkenerne, tale med en række af Danmarks mest ambitiøse bønder, opleve græssende dyr og handle fødevarer af høj kvalitet. Størrelsen på frugt- og grøntmarkedet, med både vilde og dyrkede afgrøder fra hav, skov, mark og strand, vil ikke være set magen til tidligere i Nordeuropa. Viden om emner som jordkvalitet, plantevækst, hø og kompost vil blive formidlet, som det aldrig er sket før. Der vil være workshops, installationer, demonstrationer og madforedrag – alt sammen drevet af de ildsjæle, producenter og eksperter, der står bag nogle af de bedste oplevelser med mad i vores del af verden.
Planteriget bliver temaet for denne første udgave af MAD Foodcamp, der udover hvad der vil foregå på selve festivalpladsen, også består af et internationalt symposium, hvor kapaciteter fra hele verden, heriblandt en række af klodens dygtigste kokke, mødes over to døgn omkring en vegetabilsk dagsorden.
Se programmet, køb billet og læs mere om MAD Foodcamp her.
